|
Billedkunstner Grethe Tranbergs billeder er figurative og
koloristiske med et mylder af små fugle, dyr og menneskeskikkelser,
der dukker frem som på et billedtæppe. Det er som et mystisk
univers, en slags Edens Have, der med kulører fra de dybeste til de
meget lyse kommer frem i Grethe Tranbergs nærmest middelalderlige
billedunivers, hvor de genkendelige elementer er meget vigtige.
Grethe Tranbergs fantasirigdom blev opøvet allerede i barndommens
søndagsskole med de stærkt billedskabende bibelhistorier og siden
skolet gennem undervisningen hos Svend Wiig Hansen.
„Jeg arbejdede i mange år med kunsthåndværk, men maleri og layout
kom til at betyde mere og mere for mig. I dag arbejder jeg kun med
maleriet og ind imellem skulpturen”, fortæller kunstneren og
fortsætter:
„Under et ophold i Sydfrankrig begyndte farverne at spille en større
rolle. Jeg lagde tegning og layout til side og begyndte at male på
fuld tid.
Senere under et arbejdsforløb i kunstkorridoren Nådada, mødte jeg
kunstneren Jeff Ibbo. Han kom til at betyde meget for mit maleri og
indførte mig i skulpturens verden.
Maleriet er mit liv. Farve og form betyder alt for mig. Jeg arbejder
på, at farven skal leve, være dyb, stoflig, vibrerende og organisk.
Formen støtter farven - farven bliver til form, bliver bevægelig -
leverer motiv og historie” slutter Grethe Tranberg.
|
ÅBENT DAGLIGT: TIRSDAG –
FREDAG KL. 9.00-13.00
TORSDAG TILLIGE: KL. 16.00-18.00
DEN FØRSTE TORSDAG I MÅNEDEN: KL. 9.00-13.00 OG 16.00-22.00 |
|