|
Den første
udstiller i 2012 bliver kunstneren Majken á Grømma, der i tre årtier
har begejstret med sine stærkt koloristiske værker. Som
arbejdsområde har hun maleri, keramik og skulptur. Hun er halvt
færing, og det fornægter sig ikke i hendes kunstneriske udtryk.
Gennem hendes værker ses og fornemmes tydeligt de nordatlantiske
øers omskiftelige vejrlig. Her er det lysende solskin og regnens
evighed og blæstens dunder. Kunsthistorisk er Majken á Grømma
inspireret af færømalerne Zacharias Heinesen og Eydun av Reyni samt
de danske odsherred-malere.
Majken á
Grømmas billeder er næsten alle landskabsmalerier. Her er land og
vand, bakker i blæst og både i stille og voldsomt uvejr. Hun tager
ofte afsæt i de motiver, hun har fotograferet enten i Odsherred
eller på sin fars fødeø Viderø på Færøerne. Farverne er hentet fra
naturens skatkammer. De klare blå, grønne og røde farver får modspil
af de brune og grå nuancer. Farverne påfører kunstneren lærredet
gennem en nøje afstemt vekselvirkning mellem analyse og intuition.
Resultaterne er som Yin og Yang. Modpoler er balance. Her er ro og
dramatik, figuration og abstraktion.
Jeg
søger drama overfor poesien, lethed overfor tyngde, mørke sammen med
lyset. De yderste modsætninger i det samme værk,
siger Majken á
Grømma og fortsætter: Med en koloristisk,
bred og dynamisk pensel udvikler jeg landskabet i mine malerier. Det
moderne landskabsmaleri er naturen, vi tager inden døre, hænger op
på vores vægge og glædes over. Men det bliver også et statement, der
kan minde os om den rigdom og mangfoldighed, vi har til låns for en
tid.
***
Vi glæder os til at se
alle vore medlemmer og andre kunstinteresserede til endnu et år i
kunstens tjeneste.
|
ÅBENT:
Tirsdag
til fredag kl. 9.00-13.00 |
|