|
”Inspirationen kan komme fra næsten hvad som helst. I
de perioder hvor jeg maler, ser jeg motiver i alt, Og det kan være
lidt besværligt. Men hvis man kan forestille sig en film, der kører
inde bag øjenlågene, når man lukker øjnene, og at hvert eneste
billede er et muligt motiv, er det ikke helt ved siden af.”
Siger Poul Fischer, der bliver marts måneds
udstiller. Han har malet siden 1964, hvor han i faderens bogtrykkeri
begyndte at rode lidt med trykfarver på de store litografiske sten,
som trykkerne benyttede til at blande farver på. Han lavede motivet
på stenen, trak det over på et stykke karton, og der blev aldrig to,
der var ens.
Senere malede han videre på motivet på kartonen. Det
førte til, at han sprang stenen over og udelukkende spartlede sine
billeder på karton.
Poul Fischers fascinerende billeder med trykfarve på
karton har den egenskab, at de er laserende, gennemskinnelige, så
man kan se den underliggende farve. Lyset i billederne kommer så at
sige ”underfra”, fra den hvide karton, og billedet vil ændre sig,
alt efter hvor meget lys det får. Man fornemmer virkelig den glæde
og ånd, vi som beskuere får formidlet via de stærke og klare farver.
I de seneste par år har Poul Fischer også hugget i
sten. Han skaber blandt andet de mest vidunderlige fugle ud af
naboernes marksten.
”At hugge i sten er en helt anden måde at arbejde på.
Det er stenen, der bestemmer mest om den endelige udformning”,
fortæller Poul Fischer.
Mød op og få et indblik i kunstnerens forunderlige
verden. Han glæder sig til at møde os.
|
ÅBENT DAGLIGT: TIRSDAG –
FREDAG KL. 9.00-13.00
TORSDAG TILLIGE: KL. 16.00-18.00
DEN FØRSTE TORSDAG I MÅNEDEN: KL. 9.00-13.00 OG 16.00-22.00 |
|